Det kræver mod, vedholdenhed og kreativ tænkning at arbejde som pædagogmedhjælper i et dagtilbud for 0-6 årige. Du skal kunne tilgå alle opgaver med nysgerrighed og en interesse i at lære nyt.
Du skal have gode egenskaber til at danne relationer og indgå i samspil med børn, forældre og kolleger. Du skal have lyst til at lege og du skal kunne byde ind med kreative, sjove og iderige input til børnenes leg. Du skal bidrage med det du selv har interesse for (musik, dans, kreativitet, udeliv eller noget helt andet), men du skal også kunne få øje på børnenes initiativer, nysgerrighed og begejstring og kunne forfølge disse.
Du skal have gode samarbejdskompetencer, hvilket indebærer, at du skal være imødekommende, åben, lyttende, anerkendende og indstillet på at finde gode og nye løsninger på ind imellem komplekse problemstillinger.
Vi forventer, at du både kan vise selvstændige initiativer og tage fat og samtidig være parat til at tage imod anvisninger fra dine kolleger, når dette er menigsfuldt i en pædagogisk hverdag.
Vi har ingen forventninger om erfaring og relevant uddannelse, men du skal være nysgerrig og interesseret i faget og være parat til at lære nyt.
Om Tjørneparken:
Tjørneparken har til huse i det nordlige Rødovre, tæt på Islev. Huset rummer tre afdelinger; vuggestue, mellemgruppe og storgruppe. Når her er flest er her 120 børn. Vi har et betydeligt samarbejde på tværs af afdelinger og mellem stuerne. Den ledige stilling er pt. i vuggestueafdelingen, men du skal være parat til at træde til i andre afdelinger, når behovet opstår.
Vi har de dejligste udearealer med mange muligheder; store træer, grønne områder, krat og steder hvor der bygges huler og skabes fantasifulde børneuniverser. Vi er endvidere tæt på naturskønne områder. Du skal derfor være parat til at iføre dig regntøj og gummistøvler og være nysgerrig på naturen sammen med børnene.
Vi åbner udenfor hele året rundt.
Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.
Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.
Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rødovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Børnehuset Tjørneparken, Rådmand Billes Vej, 2610 Rødovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/ff7c6389-7b7f-46ae-818b-2ef4ce03b7cf