Rødovre Kommune oplever i disse år markant vækst. Med væksten følger komplekse opgaver, der kræver tværfaglighed, skarp procesledelse og at vi er sammen om opgaveløsningen. Vi navigerer dagligt i mange politiske dagsordener og har brug for en strategisk og udviklingsorienteret konsulent og programleder, der kan understøtte vores fælles sammenhæng, fremdrift og forankring.
Om jobbet
Vil du være med til at forme fremtidens Tekniske Forvaltning?
Som konsulent får du en central rolle i vores nyetablerede sekretariat. Du bliver nøglespiller i forvaltningens strategiske udvikling, og du får mulighed for at sætte dit præg på forvaltningen fra begyndelsen. Du vil være med til at understøtte, videreudvikle og styrke fællesskaber både i forvaltningen, men også med øvrige forvaltninger og samarbejdspartnere, når vi skal være ’Sammen om Rødovre’.
Vi bygger noget nyt op sammen
Som en del af en organisationsændring, der træder i kraft pr. 1. juni 2025, har vi etableret et tværfagligt sekretariat, der skal understøtte Teknisk Forvaltning i såvel den administrative og juridiske drift som i den strategiske udvikling. Foruden etableringen af et sekretariat, har organisationsændringen medført, at der pr. 1. juni ansættes to nye chefer, der skal være med til at sikre den fremadrettede udvikling af forvaltningen. Som et led i denne udvikling, har vi behov for en konsulent, der dels skal arbejde med udviklingsprojekter og kapacitet og dels skal være programleder for vores skole- og dagtilbudsprogram.
Programleder for skole- og dagtilbudsprogrammet:
Du vil bruge ca. halvdelen af din tid på programledelse. Som programleder vil du, i tæt samarbejde med Børne- og Kulturforvaltningen, få ansvaret for at sikre det tværfaglige samarbejde, når vi ud- og ombygger kommunens skoler og dagtilbud for at følge med befolkningsvæksten. Du vil få stor indflydelse på, hvordan programmet, der har eksisteret siden 2022, skal drives fremadrettet.
Vi er lige nu i gang med at ombygge Nyager Skole, og snart følger Rødovre Skole trop. Derudover er vi ved at opføre et nyt dagtilbud på Horsevænget, der tilmed er pilotprojekt for kommunens arbejde med bæredygtigt byggeri. Der er mange interessenter i spil, og her er det bl.a. din rolle at understøtte den brede involvering og sikre at projekterne bliver tænkt hele vejen rundt på tværs af de mange fagligheder, der tilsammen sikrer at vi leverer skoler og dagtilbud i den bedste kvalitet. Hertil kommer, at du skal understøtte direktionen i at kunne træffe de nødvendige beslutninger på det rette tidspunkt, for at vi som kommune kan levere de bedste løsninger – også på sigt.
Dine primære arbejdsopgaver består i:
- At lede, koordinere og facilitere initiativer på tværs af arbejdsfællesskaber og forvaltninger
- At bevare overblikket og sikre, at synergier udnyttes til fulde
- At understøtte smidige og ensrettede arbejdsgange blandt projektledere og projektgrupper
- At have det strategiske overblik og sikre solide beslutningsgrundlag for ledelse og direktion
- At sikre, at projekterne understøtter gældende politikker og strategier
Udviklingsopgaver:
Du vil stå i spidsen for flere af forvaltningens tværgående udviklingsinitiativer, som du vil have ansvaret for at igangsætte, gennemføre, forankre og understøtte. Dine arbejdsopgaver vil afhænge af en løbende vurdering af behov for udvikling, og prioriteringen vil ske i tæt samspil med din leder og den øvrige chef- og ledergruppe. Du vil f.eks. komme til at arbejde med:
- At etablere faglige netværk på tværs af forvaltningen og potentielt med øvrige samarbejdspartnere
- Ledelsesunderstøttelse
- At formalisere processer for tværgående samarbejde
- At bidrage til at skabe en fælles forståelse af ”Sammen om Rødovre” i Teknisk Forvaltning
- At være forvaltningens støttefunktion i proces- og projektledelse
- At være projektleder for udviklingsprojekter, herunder analyser og forundersøgelser.
Et af de første projekter du vil skulle drive, er en kommende helhedsplan for idrætsområdet, som er et samarbejde på tværs af Teknisk Forvaltning og Børne- og kulturforvaltningen. Projektet består i en kortlægning af nuværende kapacitet på kommunens idrætsanlæg, brugsmønstre og fremtidige behov. Resultatet af kortlægningen skal danne grundlag for en række scenarier for Rødovre Kommunes fremtidige idrætsfaciliteter. Som projektleder vil din primære opgave være at inddrage og styre alle relevante fagligheder sikkert igennem analysen, der vil blive foretaget af en ekstern rådgiver.
Din profil
Vi leder efter en erfaren profil med mod på forandring.
- Relevant uddannelsesbaggrund og erfaring med komplekse udviklingsprojekter og/eller programledelse
- Erfaring med at arbejde i en kommune eller tilsvarende politisk ledet organisation
- Stærke kompetencer i procesplanlægning, facilitering og forandringsprocesser
- Politisk tæft og flair for den gode dialog både internt og med eksterne parter
- Evne til at omsætte komplekse problemstillinger til konkret og forståeligt sprog, hvor det bliver tydeligt, hvad der er på spil
- Du har en proaktiv tilgang til opgaveløsningen og du formår at øjne mulighed for synergier på tværs af fagfelter
- Du trives i rollen som organisationens støtte- og sparringsfunktion
- Du har gode kommunikative evner
Desuden har vi brug for en kollega, som:
- Er god til at skabe positive og tillidsbaserede relationer, og som naturligt søger samarbejdet med andre.
- Er struktureret og kan håndtere kompleksitet i såvel processer som i samarbejdsrelationer
- Er proaktiv, tager initiativ og kan arbejde selvstændigt
- Kan samarbejde ubesværet på alle niveauer også uden for organisationen
Derfor skal du vælge os
Du vil blive en del af et nyoprettet sekretariat, som består af 3 programledere, 1 sociolog, 2 administrative medarbejdere og 2 jurister. Du vil være med til at definere sekretariatets rolle som støttefunktion til resten af forvaltningen og ligeledes være med til at bidrage til sekretariatet som en tværfaglig afdeling, hvor vi løbende sparrer og udvikler os. I og med at sekretariatet er nyoprettet, vil du ligeledes tage del i, hvordan vi skaber et solidt fællesskab, hvor vi bygger videre på den høje sociale trivsel, der er kendetegnende for Teknisk Forvaltning i dag.
I hele Teknisk Forvaltning arbejder vi på tværs af fagområder og vægter et helhedsorienteret blik på alle opgaver. Vi lægger alle vægt på en god arbejdsdag med fleksible rammer, godt humør, samarbejdsvilje og interesse for udviklingen af Rødovre.
Vi tilbyder:
- Inspirerende og politisk højt prioriterede opgaver
- Gode muligheder for at opbygge og vedligeholde netværk
- Fleksible arbejdstider
- Gode udviklingsmuligheder
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen indplaceres på niveau som konsulent med løn i forhold til kvalifikationer, efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på www.rk.dk . Du er også velkommen til at kontakte: Sekretariatsleder Christina Møller Underbjerg - 3076 7226.
Arbejdssted: Teknisk Forvaltning, Tæbyvej 77, 2610 Rødovre.
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning med relevante bilag og referencer inden fredag den 4. juni 2025 kl 23:59.
Klik på knappen ”søg job” for at sende din ansøgning.
Der vil blive afholdt 1. og 2. samtaler i uge 25 på Tæbyvej 77.
Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.
Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.
Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rødovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Teknisk Forvaltning, Tæbyvej, 2610 Rødovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/7a06c347-a0a5-4cc4-9a26-df2fed54690b