Læserbidrag af: Lise Skjold Andersen
Nu er jeg kun en pendler, som passerer forbi Rødovre Station hver dag med bus, men hver dag undrer jeg mig....
For hvad er formålet med "standsning og parkering forbudt"-skiltningen på Rødovre Stationsvej fra Tårnvej og op til stationen, når der ikke bliver fulgt op?
Det giver ellers meget god mening, nu hvor parkeringskælderen til Rødovreport lader til at være åbnet, og især fordi busser har svært ved at passere hinanden, når der holder biler parkeret på begge sider. På den anden side giver det jo god mening at lade være med at betale for en plads i kælderen, hvis man gratis kan holde langs vejen... til trods for skiltningen.
I forsøget på at finde en gyldig forklaring så kan det jo være, at de lokale kender forklaringen på, hvorfor der er parkeret biler et sted, hvor der står angivet, at man ikke må standse eller parkere:
Én mulighed er jo, at alle bilerne tilhører nogen, som arbejder på byggeriet... men ville der så ikke stå angivet en 'undtagelse' på skiltet?
En anden mulighed kunne være, at skiltene endnu ikke er trådt i kraft... men hvordan ved man det?
En tredje mulighed kunne også være, at der ikke er 'ressourcer' nok til at håndhæve loven på daglig basis (eller i det hele taget), men hvorfor så overhovedet sætte skiltene op?
Hvorvidt det er politiet eller Rødovre Kommune, som har bestilt skiltningen, ved jeg heller ikke, men det bringer mig tilbage til det egentlige spørgsmål: Hvad er formålet med det? Må man parkere der eller ej? Men pyt, folk holder der jo uanset...