Jazzguitarist Jacob Artved vinder Rødovre Musikpris 2021

Profilbillede
dato

Det bliver den unge jazzguitarist Jacob Artved, der vinder Rødovre Musikpris 2021. Prisen bliver i år uddelt ved en sommerkoncert i Viften søndag den 13. juni 2021. Med prisen følger 50.000 kr.

Den danske jazzscene rummer lige nu en større gruppe af unge talenter, som har taget den traditionelle jazz op og fortolker den ind i vores tid. Den yngste er Jacob Artved på 21 år, der som 18-årig tog alene til New York for at spille på jazzklubber og blive en bedre musiker.

”Jacob Artved har arbejdet hårdt for at komme dertil, hvor han er i dag. Det er dybt imponerende, når unge mennesker arbejder helhjertet og dedikeret for det, de drømmer om. Men corona-tiden har været en svær tid for mange unge musikere. Jeg håber, prisen kan være et opmuntrende skulderklap til Jacob Artved, så han kan fortsætte sin flotte udvikling. Og jeg håber også, at det inspirerer andre børn og unge til at spille musik, når vi hylder de unge, hårdtarbejdende musikere”, siger borgmester Britt Jensen.

Jacob Artved blev introduceret til jazzscenen af den danske jazzguitarist Jacob Fischer allerede som 15-årig og optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som den yngste nogensinde. Han stoppede dog studiet og valgte som 18-årig at flytte til New York. Her spillede han til jam-sessions på diverse jazz-klubber. I New York er det en af de måder, hvor man som ny og ukendt jazzmusiker kan få chancen for at spille med nogle af "de hårde drenge". Jacob Artved klarede sig godt og folk omkring ham begyndte at få øjnene op for hans talent.

Trommeslageren Frands Rifbjerg, der bl.a. sidste år vandt Ben Webster-prisen, er en de jazzmusikere, der kender Jacob Artved rigtigt godt.

”Jacob er en af spydspidserne i den nye generation af musikere, der er dukket op på musikscenen de sidste år. Trods sin unge alder viser han en usædvanlig modenhed både som instrumentalist, komponist og arrangør. Jacob mestrer sit musiske sprog til fuldkommenhed og det blandet op med en dedikeret varm og indsigtsfuld personlighed gør, at Jakob opfylder alle kriterier for at blive en stor musiker. Der er ingen grænser for, hvor langt ud i musikkens verden Jacobs talent vil føre ham”, siger Frands Rifbjerg.

Med prisen følger også 50.000 kroner. Det falder på et tørt sted for Jacob Artved – han lever af at spille musik, og på grund af corona-nedlukningen har han haft en lang koncertpause fra december til indtil for et par uger siden.

”Jeg er utroligt glad for at få prisen, og det er en stor hjælp. Det er virkelig dejligt, at der er nogen, der lægger mærke til én. Det giver mig nye muligheder for at udvikle mig musikalsk. Jeg vil gerne tilbage til New York, og jeg drømmer også om at komme til New Orleans, Cuba eller Brasilien for at blive inspireret af deres kultur og musik”, siger Jacob Artved.

Rødovre Musikpris bliver traditionelt uddelt ved nytårskoncerten, men den måtte i år aflyses pga. corona-restriktioner. Derfor sker det i år ved en sommerkoncert den 13. juni. Det bliver dog med et mindre publikum og med en mindre besætning på scenen end tidligere år.

                                                                              Foto: Gorm Valentin // Jacob Artved

Fakta

Fakta om årets prisvinder: Jacob Artved

· Jacob Artved har trods sin unge alder spillet med adskillige jazzlegender

· Han tog alene til New York som 18-årig for at blive en bedre jazzmusiker. Efterhånden lærte Jacob flere rigtig gode jazzfolk at kende, og forrige sommer kunne han over tre aftener præsentere sin egen internationalt sammensatte kvartet på Jazzhus Montmartre.

· Som 18-årig i 2017 udgav han sin debut-LP ”Wax up”, og i 2019 kom så albummet ”Live at Montmatre”. Albummet er indspillet under 3 udsolgte koncerter på Montmatre under Copenhagen Jazzfestival 2019.

· Han har netop færdigindspillet et nyt album, hvor han har arbejdet med klassiske musik-værker af Debussy, Ravel, Prokofiev og Tchaikovsky. Han har re-komponeret musikken, så det bliver en blanding af forskellige genrer. Albummet udkommer senere i år.

Kilde: Redaktionen // Foto: Flemming Grøn