Vil du arbejde dér, hvor jura og politik mødes i en spændende vækstkommune? Og hvor din juridiske faglighed er med til at sikre, at demokratiet fungerer i praksis?
I Rødovre Kommune søger vi en jurist, der med sikkerhed og engagement har lyst til at indgå i en alsidig hverdag med opgaver på tværs af kommunen.
Om jobbet
Du bliver en del af teamet Politisk og juridisk betjening. Vi har bl.a. ansvar for betjening af borgmesteren, kommunalbestyrelsen og direktionen, juridisk rådgivning, den samlede dagsordensproduktion, håndtering af aktindsigter, afvikling af valg, kommunens forsikringer og tilsyn på det almene boligområde. Her er en bred viden, høj faglighed og mange kontaktflader - både internt på tværs af forvaltningerne og til eksterne samarbejdspartnere udenfor kommunen.
Du får en vigtig rolle i at sikre den juridiske rygrad i organisationen i en varieret hverdag med både driftsnære og strategiske opgaver. Samtidig vil du medvirke til en organisatorisk og juridisk professionalisering i en vækstkommune under hastig udvikling.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- bistå, rådgive og understøtte forvaltninger, direktion og kommunalbestyrelse i kommunal- og forvaltningsretlige spørgsmål
- udarbejde sager til kommunalbestyrelsen
- håndtere aktindsigter og klagesager
- bidrage til at forberede og afvikle nationale valg og folkeafstemninger.
Din profil
Det er afgørende for os at finde en kollega, der har lyst til at indgå i et stærkt og tillidsfuldt arbejdsfællesskab og bidrage til løbende sparring og samarbejde.
Du er uddannet cand.jur. eller har en tilsvarende juridisk kandidatuddannelse. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring indenfor det kommunale område med solid viden om lov om kommunernes styrelse og kommunalfuldmagtsreglerne. Du kan også være nyuddannet med lyst til dette opgavefelt.
Vi vil derudover lægge vægt på, at du:
- har erfaring med juridisk rådgivning af politikere og ledere
- har erfaring med valglovgivning og gennemførelse af valg
- arbejder struktureret, selvstændigt og med blik for kvalitet og deadlines
- kan formidle jura både mundtligt og skriftligt på en enkel og forståelig måde til ikke-jurister
- har stærke samarbejdsevner og trives i en organisation, hvor dagsordener kan skifte hurtigt.
Derfor skal du vælge os
I Rødovre Kommune tror vi på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab. Under overskriften Sammen om Rødovre arbejder vi målrettet for at udvikle en kommune i vækst, hvor fællesskab, nærhed og ansvarlighed er grundlæggende værdier. Vi har høje ambitioner for kvaliteten i vores politiske betjening og juridiske rådgivning. Desuden tror vi på, at klare processer, stærk faglighed og gode relationer er nøglen til succes.
Vi kan ikke alt, men vi er stolte af, at vi
- er nysgerrige og prioriterer dialog og tværgående samarbejde
- værner om høj faglighed og ordentlighed i den politiske betjening
- løfter i fællesskab – med respekt for både faglighed og forskellighed.
Vi har fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde i et vist omfang. Dit kontor bliver på rådhuset i Arne Jacobsens smukke rammer. Der er nem adgang til kollektiv trafik, cykel og parkering.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Hvis du vil vide mere?
Se mere på www.rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte leder af Politisk og juridisk betjening Stine Grangaard på telefon 24 99 59 68, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Ansøgning
Send din ansøgning og relevante bilag senest den 16. april 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 17 og 18. Stillingen ønskes besat pr. 1. juni 2026.
Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.
Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.
Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rødovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Politisk og Juridisk betjening, Rødovre Parkvej, 2610 Rødovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-04-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/2e9131bd-33a0-4fe2-be3d-5eaef2ba6edd