Rødovre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Betjent løb flygtende butikstyv op i Rødovre
Lørdag den 22. august kl. 20.25 hastede flere patruljer frem til en anmeldelse om en voldelig butikstyv i et supermarked på Valhøjs Allé. Gerningsmanden var stukket af, men blev spottet af en politipatrulje i området og løbet op af en betjent, som måtte anvende sin peberspray til at passivisere manden med i forbindelse med anholdelsen. Undersøgelser viste, at han forinden var konfronteret af personalet efter tyveri af en større mængde slik og chokolade men stak af. Han glemte dog en rygsæk, som han vendte tilbage for at hente – og derunder begyndte han at true personalet, før han igen stak af. Nu venter der den 26-årige mand et retligt efterspil for butikstyveri og trusler.
Indbrud i selskabslokale i Glostrup
I tiden fra torsdag den 20. august kl. 15 til søndag den 23. august kl. 11 blev en rude knust til et selskabslokale på Nordre Ringvej. Der blev bl.a. stjålet en kaffemaskine, øl, vand og service. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner, som har bemærket noget mistænkeligt i relation til indbruddet.
Indbrud i lager i Brøndby
Fredag den 21. august kl 07.53 modtog vi anmeldelse om, at der have været indbrud i et lager på Priorparken i Brøndby. Tyvene havde blandt andet stjålet værktøj. Ifølge anmelder, så var indbruddet sket imellem torsdag kl. 19 og fredag kl 07. Patruljen, der blev sendt til stedet, optog diverse spor og Københavns Vestegns Politi hører gerne fra evt. vidner.
Indbrud i villa i Gladsaxe
Lørdag den 22. august kl. 13.45 blev et indbrud på Gladsaxe Møllevej anmeldt. Indbruddet var sket i tidsrummet mellem kl. 9.45 og 12.45. Et vindue var smadret, hvorefter der var sket indstigning. Der var bl.a. stjålet smykker. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114.
Indbrud på Glostrup hospital
Lørdag den 22. august kl. 20 blev der sendt en patrulje til Glostrup Hospital, hvor der havde været indbrud. Angiveligt var tyven kommet ind via et åbenstående vindue og havde stjålet kontanter og en computer. Intet medicinsk blev stjålet. Også her hører politiet gerne fra vidner.
Indbrud i villa i Høje-Taastrup
Lørdag den 22. august kl. 09.42 blev det anmeldt, at der havde været et indbrud i en villa på Vildkildevej. Indbruddet var sket i tidsrummet mellem fredag den 21. august kl. 13 og lørdag den 22. august kl. 09.15. Et vindue var brudt op, hvorefter der var sket indstigning. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114.
Overså modkørende bil ved venstresving i Taastrup
Fredag den 21. august kl. 16.08 kørte en patrulje til færdselsuheld mellem to biler i Taastrup. Det viste sig, at en 30-årig kvinde under venstresving fra Hveen Boulevard til Taastrup Hovedgade overså og påkørte en modkørende bil ført af en 34-årig mand. Ringe materiel skade, ingen personskade.
Anholdt for spirituskørsel i Brøndby
Søndag den 23. august kl. 06.00 blev det anmeldt, at der kørte en mulig spiritusbilist på Motorring 3. En patrulje kom hurtigt til stedet. Føreren, en 26-årig mand, blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Derudover blev han også sigtet for kørsel uden førerret. Han erkendte forholdene i øjeblikket.
Anholdt for narkokørsel i Gladsaxe
Mandag den 24. august kl. 00.02 blev en bil rutinemæssigt bragt til standsning på Klausdalsbrovej. Føreren af bilen, en 19-årig mand, blev skønnet påvirket, hvilket en narkometertest bekræftede. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, hvilket han erkendte i øjeblikket.
Anholdt for narkokørsel i Ishøj
Søndag den 23. august kl. 04.04 blev en bil rutinemæssigt bragt til standsning på Ishøj Stationsvej. Føreren af bilen, en 26-årig mand, blev skønnet påvirket, hvilket en narkometertest bekræftede. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørt til politigården i Albertslund for blodprøve.
Færdselsuheld i Albertslund
Fredag den 21. august kl 15.02 fik vi anmeldelse om et trafikuheld, hvor en mandlig bilist havde påkørt en kvinde i bil på broen over Hedemarksvej i Albertslund. På stedet forklarede manden patruljen, at hans bremser angiveligt havde svigtet, så han havde påkørt kvinden, der holdt stille foran ham. I kvindens bil var der også tre børn, og de blev alle tilset af en ambulance, der også var sendt til stedet. Heldigvis var ingen kommet alvorligt til skade.
Butikstyveri i Albertslund
Søndag den 23. august kl 14.39 blev en af vores patruljer sendt til et supermarked på Stationsporten i Albertslund, hvor personale havde tilbageholdt en 42-årig mand, som var mistænkt for at have stjålet seks flasker spiritus ugen før på baggrund var overvågningsvideo. Da manden var mødt op i forretningen igen, var han blevet stoppet af butiksdetektiven. Manden erkendte butikstyveriet over for patruljen og blev sigtet.