BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet
En god kollega har valgt at gå på pension og samtidig sker der en opnormering i Familiehuset. Det betyder, at vi søger to psykologer til fuldtidsstillinger, den ene med start 1.5.2024, den anden pr. 1.8.2024.
Du vil som psykolog indgå i Psykologgruppen, der er en del af Familiehuset Elektravej. Foruden psykologer består personalegruppen af familiebehandlere, støttekontaktpersoner, specialpædagog og administrativ medarbejder. Huset har desuden tilknyttet Ungdomsboliger med plads til 10 unge.
Familiehuset er organisatorisk placeret under Social- og sundhedsforvaltningens Børne- og Familieafdeling i Rødovre Kommune. Familiehuset rummer foranstaltninger under Barnets Lov §§ 30 og 32, og arbejdet har til formål at begrænse antallet af anbringelser af børn uden for hjemmet gennem en tidlig, forebyggende indsats. Vi er desuden en del af Fødselssamarbejdet i Rødovre, som er et tværsektorielt og tværfagligt samarbejde mellem bl.a. jordemødre, sundhedsplejersker og privatpraktiserende læger, der tilsammen udgør en tidlig forebyggende indsats rettet mod gravide og nybagte forældre.
Arbejdet indebærer både kortere- og længerevarende terapeutiske forløb med borgere fra forskellige socioøkonomiske lag og med forskellige kulturelle baggrunde.
I Psykologgruppen hylder vi en multimetodisk tilgang, hvilket indebærer, at vi i så vidt omfang som muligt, lader opgaverne bestemme den metodiske tilgang. De fleste opgaver løses i Familiehuset, men vi tager nogle gange også hjem til borgerne.
Arbejdet som psykolog består bl.a. af:
- Individuel terapi, unge og voksne
- Børnesamtaler/legeterapi
- Tværfaglige samarbejdsmøder
- Rapportskrivning og journalisering
- Assessment
- Psykologiske undersøgelser
- Forældrekompetenceundersøgelser
Din profil
Tidligere erfaring med lignende arbejde og et bredt metodisk fundament vægtes højt. Du skal være indstillet på at arbejde selvstændigt, ligesom det forventes, at du er i stand til at indgå i samarbejde med de øvrige fagligheder i Familiehuset, samt eksterne samarbejdspartnere. Du skal herunder have modet til at reflektere over din egen praksis og indgå i supervision og sparring med dine kollegaer, samt være indstillet på både lære fra dig og tage imod input. Kendskab til udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser vil være en fordel.
Du kender til Microsoft Office, og vi ser gerne, at du er god til at formulere dig skriftligt.
Derfor skal du vælge os
Som Familiehus er vi drevet af at børn får den udviklingsstøtte, de har behov for, samt mod at hjælpe familier med at skabe de bedst mulige rammer for dette. Vi mener, at dette gøres bedst ved at møde familierne i øjenhøjde og med respekt, nysgerrighed og troværdighed.
Vi har et højt fagligt niveau, som vi bl.a. værner om gennem kollegial sparring og ekstern supervision. Borgeretik er i højsædet og går som en rød tråd gennem vores tilgang til arbejdet.
Vi kan tilbyde fleksible arbejdstider og familievenlige fysiske rammer. Ud over dette finder du i Familiehuset en arbejdsplads præget af engagerede og dynamiske kollegaer samt godt humør. Vi sætter stor pris på fællesskabet og deltager gerne i sociale arrangementer både i og udenfor arbejdstiden.
Rødovre Kommune er med ca. 43.000 borgere en kommune i vækst, og særlig børnefamilier flytter til. Kommunen er kendetegnet ved en stærk fællesskabsfølelse og et stort civilsamfundsengagement. Der er højt til loftet, udstrakt tillid og et stort ledelsesrum.
Kendetegnet for den samlede Børne- og Familieafdeling er, at vi er mange erfarne og engagerede medarbejdere, hvor faglighed i arbejdet sættes højt. Det er også en afdeling hvor den sociale omgangstone er afslappet og hvor der er let til grin.
Vi skal i fælleskab realisere Rødovres vision for velfærdsfornyelse, kaldet ’Sammen om Rødovre’. Visionen viser nye veje for indsatserne ved at styrke den offentlige samtale, samskabe velfærd med borgerne, løse opgaverne i fællesskab og hjælpe dem, der har behov. Forebyggende og tidlige indsatser står højt på dagsordenen.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på www.rk.dk/familiehuset. Du er også velkommen til at kontakte leder af Familiehuset Elektravej Frans Svendsen (fra 11.1. - 1.2.), 36 37 75 62 eller psykolog og stedfortræder Tanja Bundgaard Hansen, 36 37 74 63 (fra 1.2. - 16.2).
Ansøgning
Send din ansøgning online med relevante bilag og referencer, så vi har den senest den 16.2.2024. Klik på knappen ”søg job” for at sende din ansøgning. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt i ugerne 9 og 10, 2024.
Rødovre Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rødovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Familiehuset Elektravej, Elektravej, 2610 Rødovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5971059