Socialrådgiver søges til Rødovre Kommunes socialteam for at gøre en forskel for psykisk sårbare og socialt udsatte borgere

dato

Om jobbet
Vil du være med til at skabe forandring for borgere i komplekse livssituationer?
Trives du med myndighedsarbejde, hvor faglighed, retning og relation går hånd i hånd – og hvor du arbejder målrettet med handleplansmål sammen med borgeren? Så er det måske dig, vi søger til Socialteamet i Rødovre Kommune.

Hos os bliver du en del af et ambitiøst Socialteam, hvor vi arbejder med borgere, der er psykisk sårbare og socialt udsatte. Fælles for vores arbejde er, at vi ikke blot træffer afgørelser – vi arbejder aktivt med at skabe udvikling. Det betyder, at du får en central rolle i at omsætte lovgivning til meningsfulde og virkningsfulde indsatser for den enkelte borger.

I stillingen vil du arbejde systematisk med udredning og indstilling efter Voksenudredningsmetoden (VUM), og du vil have et særligt fokus på at opstille, følge op på og justere handleplansmål i tæt samarbejde med borgeren. Du behandler ansøgninger om støtte-kontaktperson, midlertidige botilbud, krisecentre og herberg og følger op på indsatserne, så de skaber reel værdi i borgerens liv. Samtidig deltager du i visitationsudvalg, netværksmøder og faglige fora, hvor vi sammen kvalificerer vores praksis.

Din profil
Vi leder efter en socialrådgiver eller socialformidler, der har erfaring fra myndighedsområdet og som har et solidt kendskab til servicelovens voksenbestemmelser.
Du arbejder struktureret og helhedsorienteret, og du formår at skabe overblik og retning – også i sager, hvor kompleksiteten er høj.
Du er tydelig i din faglighed og samtidig anerkendende i din tilgang til borgerne.
For dig handler arbejdet ikke kun om paragraffer, men om mennesker.
Du trives i samarbejdet med andre og ser værdi i tværfaglighed – både internt og med eksterne samarbejdspartnere som psykiatrien, kriminalforsorgen og bosteder. Samtidig kan du arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine sager. Hvis du har erfaring med netværksmøder efter principperne i Åben Dialog, er det en fordel – ellers klæder vi dig godt på.

Derfor skal du vælge os
I Social- og Sundhedsforvaltningen arbejder vi ud fra tilgangen Sammen med Borgeren. Det er ikke bare en overskrift, men en tilgang, der gennemsyrer vores arbejde og vores ambition om at skabe løsninger, der giver mening for den enkelte.
Socialteamet består af 11 engagerede kolleger og 1 faglig koordinator, der deler en høj faglighed og en fælles ambition om at gøre en forskel. Vi tænker stort, starter småt og finder kreative løsninger – også når vejen ikke er lige. Hele teamet arbejder ud fra principperne i Åben Dialog og recovery- og rehabiliterende med udgangspunkt i borgerens ønske, drømme og ressourcer. Vi har desuden gennemført et udviklingsforløb med Socialstyrelsen sammen med vores kolleger i Socialpsykiatrien, som har styrket vores fælles faglige retning.

Du bliver en del af et arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet – både fagligt og menneskeligt. Vi prioriterer sparring, supervision og kollegial støtte, og vi tror på, at trivsel og faglig kvalitet hænger tæt sammen. Og ja – der er også plads til grin og hjemmebagt kage om torsdagen.

Stillingen er på 37 timer ugentligt og besættes i henhold til gældende overenskomst.

Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på www.rk.dk . Du er også velkommen til at kontakte teamchef Jannie Lund telefon 30767363, faglig koordinator Maibritt Egede 3076 7384 eller socialrådgiver Mette Aaberg 24408342

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Ansøgning
Vi skal have din ansøgning med relevante bilag og referencer senest den 24.04.2026. Klik på knappen ”søg job” for at sende din ansøgning.

Vi holder ansættelsessamtaler i uge18.

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Rødovre Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Socialteamet, Else Sørensens Vej, 2610 Rødovre

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 24-04-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/2fb3bffa-599d-49b0-b48c-a7812059bda5

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet