BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet
Vi søger en leder, der har høje ambitioner for dagtilbuddets børn og dygtige medarbejdere, og som er nysgerrig på en naturfaglig pædagogik.
Børneinstitutionen Søtorp er et velfungerende integreret dagtilbud, med 125 børn og 32 medarbejdere. Søtorp ligger tæt på Damhusesøen. Huset er fornyligt udbygget med ekstra stuer og et ny køkken. Børnehaven råder desuden over et hus i Hareskoven, som stuerne bruger på skift i et fast "14-dages-rul”.
I Søtorp er der:
- 3 vuggestueteams
- 3 børnehavestuer
Ledelse prioriteres højt i Rødovre. Det betyder, at du i Børneinstitutionen Søtorp varetager den fulde ledelse sammen med din souschef, som også bliver din tætteste samarbejdspartner i hverdagen. Desuden er der kort vej til Dagtilbudsområdets ledelse og konsulenter på rådhuset, som du er tæt på i den løbende kvalitetsudvikling. Står du overfor at skulle rekruttere pædagoger, har vi også konsulenter, der kan hjælpe dig med det.
I Søtorp er der fokus på at skabe det gode børneliv. Vi arbejder på, at aktiviteter og leg foregår i små grupper og vi har fokus på børneperspektiver. Vi er i gang med at etablere en systematisk refleksion- og evalueringskultur. Søtorp har en engageret og godt sammensat medarbejdergruppe i alle aldre. Mange har været i Søtorp i mere end 10 år, flere har været her imellem to og seks år, mens en håndfuld er kommet til inden for det sidste års tid.
Om du er vuggestue- eller børnehavebarn i Søtorp, tager det pædagogiske arbejde udgangspunkt i den naturfaglige profil. Der er særlig pædagogisk opmærksomhed på natur og udeliv, bæredygtighed, science, affaldssortering og brug af naturmaterialer.
Der er i Søtorp et stort fokus på mad og måltid. Både hjemme og i skoven er der madordning. Køkkenet forsyner sig med krydderurter i haven, og børnene kan være med til at lave mad, når der er bål. På legepladsen er der æble- og kirsebærtræer, i køkkenhave er der krydderurter, rabarber, bærbuske og jordbær. Børnene sår tomater og agurker, som høstes og spises senere på året.
Vi har en engageret og aktiv forældregruppe, og den velfungerende forældrebestyrelse er en vigtigt samarbejdspartner, som lederen trækker på i det løbende ledelsesarbejde. Vi søger en leder, der er kan se fordelen ved et stærkt samarbejde mellem dagtilbud og forældre.
Når du starter hos os, bliver du klædt godt på til opgaven, da vi har et introduktionsprogram klar til dig. Det betyder, at du får en erfaren mentor, der kan hjælpe dig i starten af ansættelsen, så der er mulighed for at erfaringsudveksle, få oversættelse og stille spørgsmål.
Din profil
En dagtilbudsleder, der kan videreudvikle den pædagogiske kvalitet og skabe udvikling for børnene
Vi søger en dagtilbudsleder, som kan fastholde og videreudvikle Søtorps pædagogiske kvalitet, og i samarbejde med medarbejderne kan udfolde den styrkede pædagogiske læreplan, og videreudvikle rammerne for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Som leder er du systematisk og i stand til at skabe struktur i dagligdagen i Søtorp.
Vi ved, at ingen kan alt, men vi kigger efter en leder, der:
- har erfaring med eller stor interesse for at lede og udvikle et børnehus med en stærk naturprofil
- har et godt kendskab til dagtilbudsloven og erfaring med refleksions- og evalueringskultur, der er en central faktor i den pædagogiske kvalitetsudvikling.
- har fokus på det differentierede og udviklende arbejde med og omkring børnene. Den pædagogiske barre skal sættes højt, så alle børn får reelle og relevante deltagelsesmuligheder.
- er tydelig og ambitiøs i sin ledelsesstil, og samtidig er en synlig, anerkendende og lyttende leder, der kan tage fagligt velbegrundede beslutninger.
- har et godt overblik og kan skabe sammenhæng mellem den pædagogiske indsats, økonomistyring og administrative opgaver, og er en stærk kommunikator både skriftligt og mundligt.
- har talent for at organisere en tydelig hverdag for børn og voksne og i samarbejde med medarbejderne styrke og udvikle det professionelle arbejdsfællesskab, samt fastholde personalegruppens engagement.
Derfor skal du vælge os
Kollegialt ledelsesfælleskab, ledelsessparring og stærk faglighed
Dagtilbudsområdet i Rødovre kommune er særlig stolte over at kunne tilbyde følgende til dig som leder:
- Vi styrer efter samme mål, hvor dagtilbudsreformen og den styrkede pædagogiske læreplan er den primære rettesnor. Vi gør os umage for at være professionelt uenige, så vi kan udvikle vores område og i sidste ende skabe de bedste dagtilbud for børnene.
- Vi arbejder med at sikre udviklende ledelsessamtaler og læringsfællesskaber både med dagtilbudsområdets chef, souschef, de pædagogiske konsulenter og med lederkollegaer. Det kommer bl.a. til udtryk i forbindelse med:
- Månedlige ledermøder med dine 21 lederkollegaer.
- Møder i fire refleksions-, udviklings- og læringsgrupper, hvor du mødes med en gruppe af dine lederkollegaer ca. 10 gange årligt.
- Årligt lederseminar.
- Gode muligheder for kompetenceudvikling.
- Vi har gode samarbejdsflader til vores tværfaglige samarbejdspartnere fx til Børne- og Familieafdelingen, PPR med flere. Vi arbejder til stadighed på at forbedre og udvikle disse samarbejder.
- Hvis du har en lederuddannelse på diplomniveau er det et plus, men vi tilbyder også en diplom i ledelse til dig, som bare ikke er nået dertil endnu.
Der er mulighed for fri parkering i området omkring Søtorp.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på www.rk.dk . Du er også velkommen til at kontakte Dagtilbudschef Karen Haudrum Larsen 30 76 76 50 og Souschef Laura Munch-Petersen 20 41 38 05.
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning med relevante bilag og referencer senest den 4. april 2024. Klik på knappen ”søg job” for at sende din ansøgning.
Vi forventer at holde 1. samtale den 15. april 2024 og 2. samtale den 22. april 2024.
Ansøgere, der går videre til 2. samtale, vil blive introduceret for en case til samtalen.
Der indhentes udvidet børne- og straffeattest ved ansættelse.
Rødovre Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rødovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Børneinstitutionen Søtorp, Rødovre Parkvej, 2610 Rødovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6015738