BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet
Vil du med på holdet i en familieafdeling, der har høje ambitioner for de udsatte børn og unge, og hvor vi hver dag øver os i at finde de bedste løsninger sammen med barnet og dets familie? Så er det måske dig, der skal være en af vores nye kollegaer?
Vi opnormerer i Børne og Ungeteamet og søger derfor to nye kollegaer til to faste rådgiver-stillinger. Endvidere søger vi en barselsvikar også til Børne – og Ungeteamet (30-37 timer).
Hvem er vi?
Myndighedsområdet består af i alt 30 medarbejdere fordelt i teams; Visitationsteamet, Børne- og Ungeteamet, Specialteamet og Familieplejeteamet. Myndighedsområdet ledes af en visionær og empatisk leder, der sammen med de to faglige koordinatorer, den nye socialfaglige udviklingskonsulent - og i et tæt samarbejde med medarbejderne i Børne- og Familieafdelingen, vil lægge sporene for den fortsatte udvikling af afdelingen. Højt på denne dagsorden er, at vi i lyset af Barnets Lov, sammen skal udvikle og styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Vi skal strømline det systematiske sagsarbejde, udvikle de fælles faglige drøftelser, og skabe gode praksisser for reelt at inddrage barnet og lade barnets stemme være styrende for sagsbehandlingen.
Din profil
Hvem er du?
Vi er med på, at alle ikke kan alt. Men det kunne være godt, at du:
- har erfaring med myndighedsarbejdet med børn og unge.
- har en høj faglighed, er troværdig og har styr på serviceloven
- kan arbejde systematisk og trives godt i en travl og alsidig hverdag
- er god til at danne relationer og skabe forståelse mellem mennesker
- synes det er spændende, og trives med at arbejde med sager af høj kompleksitet
- har kendskab til ICS og DUBU, da vi snart skal overgå hertil
- ønsker at indgå i en lærings- og udviklingsorienteret afdeling, hvor din faglighed og erfaring bringes i spil
- har godt humør og ønsker at bidrage til en anerkendende kultur, hvor vi har det sjovt sammen.
Derfor skal du vælge os
Vi kan heller ikke alt, men insisterer på at være ambitiøse ift. den forskel vi skal skabe for børn og unge i udsatte positioner. Det kræver at vi gør os umage, at vi øver os og skaber gode løsninger, som er tilpasset det enkelte barn eller ung og dets familie.
Derfor er vi optaget af at inddrage og involvere børn og unge i egen sag. Vi har alle sammen for nylig gennemført et kompetenceudviklingsforløb i samarbejde med Børns Vilkår og Socialstyrelsen, som har resulteret i nye arbejdsgange og faglige greb, der gør, at vi har barnets stemme meget mere med i sagsbehandlingen og i den skriftlige dokumentation – også i vores afgørelser. Dette fokus vil vi arbejde videre med fremadrettet og i 2024 deltager vi i projektet: ”Barnets perspektiv i centrum for skriftlighed” med Københavns Professionshøjskole, De Anbragtes Vilkår mfl.
Vi arbejder desuden med at forankre det gode tværfaglige afsæt i det daglige samarbejde og i de indsatser, som vi tilbyder vores børn og unge og deres familier. Derfor har vi gang i flere spændende fælles projekter mellem bl.a. Skoleområdet, Daginstitutionsområdet og Børne- og Familieafdelingen, herunder et projekt med familiebehandling på skolerne.
Vi arbejder med ICS, SOS og den løsningsfokuserede tilgang som vores faglige metoder og lægger vægt på, at der er gode muligheder for sparring på tværs af faggrupper.
Vi sætter det sociale samvær i og uden for arbejdstiden meget højt. Her er flere gode traditioner for at styrke det kollegiale sammenhold både i afdelingen og på tværs af områder. For eksempel mødes mange i strikkeklubben, hvor alle er velkomne.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Hvis du vil vide mere
Se mere på www.rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte leder af myndighedsområdet Louise Wendelboe Cardinaal på 30 76 73 67.
Arbejdssted: Børne- og Familieafdelingen, Else Sørensens Vej 31-33.
Ansøgning
Send din ansøgning online med relevante bilag og referencer, så vi har den senest 25. oktober 2023. Klik på knappen ’Ansøg online’/’Søg jobbet’ for at sende din ansøgning.
Vi forventer at holde første samtalerunde den 27. oktober 2023 og anden runde 30. oktober 2023. Der vil indgå en case.
Om os
Arbejdstiden i Rødovre Kommune er røgfri. Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge job i kommunen. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi, helbredstjek og massage.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rødovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Social- og sundhedsforvaltningen, Gunnekær, 2610 Rødovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5922185